Amerikansk »høg« efterlyser tunge våben til oprørere

»Præsidentens røde linje er blevet overtrådt. USAs troværdighed er nu på spil. Det er nu tid til afgørende handlinger,« siger de republikanske senatorer John McCain og Lindsey Graham i en fælles udtalelse.

Mens den tidligere præsidentkandidat John McCain er imod amerikanske landstyrker i Syrien, så har han adskillige gange anbefalet et flyveforbud i det borgerkrigsramte land. Oprørerne har ifølge John McCain ikke en chance mod regeringshæren, så længe Bashar al-Assad råder over kampfly.

»Vi har brug for tunge våben. Vi har brug for den slags, der kan neutralisere kampvogne og jord til luft-missiler, der kan tage sig af luften,« siger han.

Flere militæranalytiker har advaret mod et flyveforbud, som vil kræve, at vestlige kampfly slår til mod Assad-styrets relativt stærke luftforsvar.

Ifølge John McCain er der dog tale om en overskuelig opgave.

»Vi kan etablere en flyveforbudszone uden at sende et eneste bemandet fly til Syrien. På den måde kan vi ændre situationen på landjorden,« hævder senatoren, der tænker på de såkaldte droner.

Det forlyder ikke, hvordan amerikanerne har tænkt sig at støtte oprørerne militært, men i løbet af den kommende tid vil Obama drøfte situationen i Syrien med FN og stormagterne på det kommende G8-topmøde.

Det Hvide Hus konkluderer, at mellem 100 og 150 personer har mistet livet i forbindelse med de kemiske angreb, og ifølge amerikanske efterretninger har Assad-styret blandt andet benyttet nervegassen sarin, som FN anser for at være et masseødelæggelsesvåben og har forbudt gennem flere konventioner.

Dagens Gossip

Dagens TV