Amerikansk it-ekspert afslører kæmpe læk af vælgerdata

Skrevet af admin

28/12/2015

Mest læste i dag

En amerikansk it-specialist fra Texas har fundet frit tilgængelige personlige data på 191 millioner amerikanske vælgere i sin søgen efter at bevise manglende datasikkerhed på internettet.

Chris Vickery, som er it-specialistens navn, siger mandag til Reuters, at han har afdækket databasen med oplysninger om 191 millioner vælgere, fordi databasen er konfigureret forkert og dermed ligger frit tilgængelig på nettet.

Databasen indeholder navne, adresser, fødselsdatoer, parti-præferencer, telefonnumre og e-mails på vælgere fra 50 stater, oplyser Chris Vickery.

Han håber, at hans datafund gør det amerikanske samfund opmærksom på, at der er et stort problem med datasikkerheden i USA.

- Jeg ønsker, at vores samfund respekterer privatlivet mere.

- Vi har brug for en seriøs afstemning om den måde, som vores private data bliver håndteret på, siger han.

Chris Vickery kan ikke se, om andre end ham har fået adgang til databasen, der har taget ham omkring en dag at downloade.

Reglerne for beskyttelse af vælgernes data er forskellige fra stat til stat i USA.

Eksempelvis er der i Californien strenge krav til, at vælgerdata kun må bruges i politiske sammenhænge og ikke må gøres tilgængelige for personer uden for USA.

Ifølge det amerikanske Center for Digitalt Demokrati er Chris Vickerys fund bekymrende.

- Private regulativer er påkrævet, så en persons politiske oplysninger kan holdes privat og i sikkerhed, siger Jeff Chester, der er direktør for det Washington-baserede center til Reuters.

Chris Vickerys fund blev først omtalt på hjemmesiden Databreaches.com, som ifølge Chris Vickery har hjulpet ham med at skaffe adgang til databasen.

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, ønsker ikke at kommentere datafundet over for Reuters.

/ritzau/Reuters