Amerikansk jobrapport skuffer for tredje måned i træk

Skrevet af admin

22/10/2013

Dagens topnyheder

Det kniber med at få gang i kedlerne i den amerikanske økonomi. Den amerikanske jobrapport for september, der blev offentliggjort tirsdag viser nemlig, at der kun blev skabt 148.000 job uden for landbruget. Forventningen lå ellers på 180.000.

Alligevel var der dog også lyspunkter i den amerikanske jobrapport. Arbejdsløsheden i USA faldt i september med 0.1 procentpoint til 7,2 procent, og her var forventningen, at den ville blive liggende i et niveau på 7,3.

Samtidig blev beskæftigelsesvæksten for august opjusteret til 193.000 fra 169.000, men til gengæld blev tallet for juli revideret ned til 89.000 fra tidligere 104.000.

Den vigtige amerikanske jobrapport bliver typisk offentliggjort den første fredag i hver måned. Men denne gang har rapporten været forsinket i knap tre uger på grund af budgetkrisen og den delvise nedlukning af statsapparatet i USA.

Tallene fra september er dog kun forsinkede. Ifølge New York Times er de indsamlet i midten af september og altså ikke påvirket af de amerikanske budgetproblemer.

Jobrapporterne fra august og juli var ligeledes skuffende, og det har skabt tvivl, om hvorvidt den amerikanske centralbank vil udfase sine obligationsopkøb for at stimulere den amerikanske økonomi,

I månedsvis har Federal Reserve med topchef Ben Bernanke i spidsen opkøbt obligationer for 85 milliarder dollar hver måned for at sætte fut i de finansielle markeder.

Tidligere har økonomer forventet, at den amerikanske centralbank ville reducere obligationsopkøbene i slutningen af 2013, men ifølge Bloomberg News tyder det nu mere på, at nedtrapningen af opkøbsprogrammet først vil ske til marts næste år.

Bloomberg News har talt med 40 økonomer, og den gennemsnitlige vurdering blandt økonomerne går på, at opkøbsprogrammet vil blive reduceret til 70 milliarder dollar om måneden.

Den amerikanske jobrapport bliver betegnet som "kongen af nøgletal". Tallet har ved flere lejligheder givet anledning til større udsving på børserne, hvis beskæftigelsen har afveget fra økonomernes forventninger.

/ritzau/