Amerikansk og dansk politi i tæt samarbejde i kokainsag

En international efterforskning om storstilet narkosalg fra Sydamerika er havnet i Danmark og skal nu bedømmes af Retten i Aarhus.

En tysker og hans colombianske ven er anklaget for at have bestilt 200 kilo kokain. Omfanget er usædvanligt efter danske forhold.

- Det er en stor mængde. 200 kilo er formentlig nok til at dække en stor del af et helt års forbrug i Danmark, siger sagens anklager, advokatchef Poul Gade. Han skal tirsdag præsentere sagen for Retten i Aarhus.

I efterforskningen er der gjort brug af en civil agent, en colombiansk mand, som aflønnes af det amerikanske narkopoliti, DEA. Han har holdt møder med tyskeren i København.

Forsvareren er kritisk over for forløbet:

- Man har lokket min klient til Danmark, fordi man mener, at der her gælder nogle særlige regler, som giver adgang til denne type agentoperation. Danmark er tilsyneladende blevet et fluepapir for DEA's operationer, siger advokat Henrik Garlik.

Tyskeren har ingen tilknytning til Danmark. Han har boet i Spanien og har ifølge forsvareren formidlet ejendomme. Han er ustraffet.

Flere gange tidligere har dansk politi arbejdet tæt sammen med DEA. For eksempel i en sag om handel med våben for narko. Her optrådte DEA's civile agent formentlig i strid med danske regler, har den danske rigsadvokat erkendt.

Men advokaturchef Poul Gade afviser, at sagen af DEA bevidst er dirigeret til Danmark.

- Det er vi ikke enige i, og det spørgsmål ser vi frem til at procedere i retten, siger han.

Til spørgsmålet om det internationale politisamarbejde sætter danske regler under pres, siger han:

- Reglerne kommer under pres på den måde, at de amerikanske myndigheder kommer og foreslår et samarbejde. Så vil man jo gerne være med, fordi det er vigtigt, at politiet også efterforsker de vanskelige sager mod bagmændene bag narkotikahandel.

I Rigspolitiet siger politiinspektør Michael Ask:

- Vi har et særdeles godt og et særdeles tæt samarbejde med DEA og andre amerikanske myndigheder.

Han vil ikke svare på, om dansk politi har sagt nej til anmodninger fra DEA.

Undervejs i retssagen skal blandt andre den civile agent og en betjent fra DEA afhøres.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV