Amerikansk politiker i ny sexskandale: Sendte nøgenbilleder til ung kvinde

New York-borgmesterkandidaten Anthony Weiner, som i 2011 måtte forlade sin stilling som demokratisk kongresmedlem i Repræsentanternes Hus på grund af en skandale om lumre billeder sendt fra Weiners twitterkonto, indrømmede på en pressekonference sent tirsdag aftes dansk tid, at den skandalen ikke fik ham til at stoppe med at sende nøgenbilleder af sig selv til fremmede kvinder.

»Nogle af tingene skete før min fratræden, nogle skete efter,« lød det på pressemødet, som blev arrangeret kort efter det amerikanske gossip-site thedirty.com afslørede nye upassende korrespondancer.

Denne gang skete det under dæknavnet »Carlos Danger«, og historien trækker hobevis af overskrifter i USA. Weiner afviser, at alle de nye oplysninger på hjemmesiden er sande, men han sår ikke tvivl om, at han har handlet forkert.

Trods afsløringen afviser Weiner at opgive sit kandidatur som borgmester i New York. Det er der ellers flere, der opfordrer ham til.

»Som om vi ikke har nok beviser på Anthony Weiners utalte mangel på dømmekraft, kontrol over sine impulser og ærlighed, viser de seneste afsløringer hvor meget hans kandidatur distraherer os fra den vigtige opgave at vælge den næste leder af New York,« lyder det eksempelvis fra den amerikanske kvinderettighedsorganisation, NOW.

Den 46-årige gifte newyorker blev afsløret i 2011, da en 21-årig pige modtog særdeles afslørende billeder i sit twitterfeed afsendt fra Weiners konto. Han valgte efter en hastig undskyldning om, at hans konto var blevet hacket, ikke at gå til politiet, men hyrede i stedet en advokat, og efter en række pinlige tv-interviews indrømmede Weiner skandalen.

Ved tirdagens pressekonference var Weiners kone, 36-årige Huma Abedin, som blandt andet fungerer som rådgiver for Hillary Clinton, også til stede. Hun gav sin mand opbakning.

»Jeg elsker ham, jeg har tilgivet ham, jeg tror på ham, og som jeg har sagt fra begyndelsen, så ser vi fremad,« lød det.

Newyorkerne går til stemmeurnerne for at vælge byens næste borgmester den femte november.

Dagens Gossip

Dagens TV