Amerikansk rentehop får aktier til at stige i USA og Asien

Skrevet af admin

17/12/2015

Dagens topnyheder

Selv om det ikke kom som den store overraskelse, så har onsdagens amerikanske rentestigning alligevel fået aktieinvestorerne i godt humør.

På Wall Street i USA sluttede de tre toneangivende indeks alle i solide plusser. Det blev blandt andet afspejlet i det store S&P 500-indeks, der lukkede med en stigning på omkring 1,5 procent. Det samme gjaldt det teknologitunge Nasdaq-indeks.

Den opadgående kurve betyder, at S&P 500 for året nu ligger i positivt terræn ifølge CNN Money.

- Markederne er glade, fordi Fed (den amerikanske centralbank, Federal Reserve, red.) fortæller os, at økonomien er på rette spor. Vi er ikke længere i en krisetilstand, siger Kristina Hooper, amerikansk investeringsstrateg hos Allianz Global Investor, til CNN.

Analytikere hæfter sig desuden ved, at Fed-chef Janet Yellen forsikrede, at centralbanken vil tage kommende rentestigninger i et forsigtigt tempo. Dermed ventes man at kunne undgå en økonomisk opbremsning.

Torsdag morgen reagerer de asiatiske aktiemarkeder ligeledes positivt. Efter nogle timers handel ligger det toneangivende Nikkei-indeks i Tokyo oppe med over to procent, mens det bredere Topix-indeks løfter sig 2,25 procent.

- Hvis den indenlandske situation i USA er god, og hvis USA klarer sig godt, er det positivt for Japan, påpeger markedsstrateg Ayako Sera over for Bloomberg News.

I Kina er aktiehandlen åbnet med stigninger på omkring 1,5 procent, mens aktierne i Hongkong vokser knap en procent fra åbningen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Også den amerikanske dollar er blevet styrket over for de fleste store valutaer efter rentemeddelelsen fra Federal Reserve.

Renten blev hævet med 0,25 procentpoint efter at have ligget omkring nul siden den globale finanskrise i 2008.

/ritzau/