Amerikansk storby forbyder e-cigaretter

Skrevet af admin

05/03/2014

Dagens topnyheder

Det bliver nu forbudt at tænde en e-cigaret på arbejdspladser, strande, restauranter og barer i Los Angeles.

Byrådet i Hollywood-byen har enstemmigt besluttet at forbyde de elektroniske smøger på alle offentlige steder.

De batteridrevne cigaretter giver rygere mulighed for at inhalere damp med nikotin. Men selvom rygere slipper for at få skadelig tobaksrøg ned i lungerne, findes der ikke nok viden om de sundhedsmæssige effekter af e-cigaretterne, lyder det.

- Mere sikkert betyder ikke ufarligt, siger Jonathan Fielding fra de lokale sundhedsmyndigheder.

- Selvom de er mindre skadelige end traditionelle cigaretter, indeholder nogle e-cigaretter sundhedsmæssige risici, tilføjer han.

Der findes endnu ingen føderal lovgivning for brug af elektroniske cigaretter i USA, men enkelte delstater har valgt at sidestille dem med almindelige cigaretter.

I december besluttede New York at forlænge byens forbud mod e-cigaretter på offentlige steder som barer, restauranter og strande.

I adskillige lande i Europa - heriblandt Belgien, Luxembourg, Malta, Slovenien og Litauen - er det forbudt at ryge e-cigaretter de steder, hvor det også er ulovligt at tænde en almindelig smøg.

Andre lande som Italien og Frankrig forbyder salg af e-cigaretter til mindreårige. I Danmark er e-cigaretter ikke omfattet af rygeloven.

En elektronisk cigaret eller e-cigaret består af et tyndt metalrør med et varmelegeme og en ampul med en nikotinfyldt væske, som også er tilsat eksotiske smagsstoffer, men kan også fås med den traditionelle smag af tobak.

Når brugeren suger på indretningen, opvarmes nikotinen og udløser en damp, som i modsætning til cigaretter og andre tobaksprodukter ikke indeholder den kræftfremkaldende tjære.

E-cigaretten blev lanceret i Kina i 2006, og siden har den hurtigt bredt sig over store dele af verden, fordi det giver rygere en mulighed for at lægge de sundhedsskadelige cigaretter på hylden.

/ritzau/AFP