Amerikansk svømmestjerne taget for spritkørsel - igen

Den amerikanske svømmestjerne Michael Phelps er tidligt tirsdag morgen dansk tid blevet arresteret - mistænkt for at køre bil i beruset tilstand i USA.

Spritkørslen skete i Phelps' hjemby Baltimore, hvor han blev stoppet i sin Landrover, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge politiet i den amerikanske delstat Maryland kørte Phelps for stærkt. Han blev målt til at køre 135 kilometer i timen, hvor det var tilladt at køre omkring halvt så hurtigt.

Desuden krydsede Phelps en dobbelt spærrelinje inde i en tunnel - helt præcist Fort McHenry Tunnel i Baltimore.

Den 29-årige svømmer, der har vundet 18 OL-guldmedaljer i karrieren, blev arresteret efter at være blevet testet positiv for alkohol. Han havde angiveligt en mere end dobbelt så høj promille som tilladt i Maryland.

- Han var ude af stand til på tilfredsstillende vis at gennemføre en række af standard ædruelighedstest, lyder det fra politiet.

Phelps, som viste fin samarbejdsvilje ifølge politiet, blev også taget for spritkørsel i 2004 i Maryland, da han var blot 19 år gammel. Det er 10 år siden, og dengang erkendte han sig skyldig.

Phelps stoppede egentlig svømmekarrieren efter OL i London i 2012, da han havde hentet i alt 22 OL-medaljer i karrieren. Det er mere end nogen anden i OL-historien.

Men tidligere i år meddelte Phelps, at han satser på at gøre comeback på den store scene.

/ritzau/

 

Dagens Gossip