Amerikansk toptræner forventer stærkt Wozniacki-comeback

- Forhåbentlig er skaden ikke alvorlig, siger den amerikanske toptræner Nick Bollettieri til sporten.dk på tennisanlægget i London-forstaden og tilføjer:

- Men det så slemt ud, da hun gled på græsset. Der kan sagtens komme til at gå et stykke tid, inden hun kan spille igen.Nick Bollettieri er dog sikker på, at Caroline Wozniacki nok skal komme tilbage på tennisbanen.- Skulle hun få negative tanker om sin fremtid, vil jeg råde hende til at skele til en spiller som Tommy Haas. Han har masser af gange været alvorligt skadet. Men hver gang er han kommet styrket tilbage. Det tror jeg også, at Caroline vil gøre. Hun er ung og har masser spirit, siger Nick Bollettieri, der forstår spillernes frustration over Wimbledon-banernes beskaffenhed i år.

- Jeg kan ikke huske, at de nogensinde har været så glatte. Jeg håber, at spillerne råber op og forlanger, at banerne fremover bliver bedre. Det er under al kritik at syv spillere på en og samme dag må udgå med skader. Det må ikke ske igen, siger Nick Bollettieri.

Endnu ved Caroline Wozniackis amerikanske manager, John Tobias, ikke, hvor slem hendes skade er.

- Vi håber det bedste. Men indtil videre er det planen, at Caroline først skal spille kamp igen, når den amerikanske hardcourt-sæson indledes i august, siger han.

I timerne efter kampen mod Petra Cetkovska havde Caroline Wozniacki problemer med at støtte på benet, ligesom der havde dannet sig væskeansamling i venstre fods hælregion.

Dagens Gossip