Amerikansk whistleblower: Sandheden kommer frem

»Den amerikanske regering kan ikke dække det her til ved at fængsle mig eller slå mig ihjel. Sandheden kommer, og den kan ikke stoppes,« skrev han under en livechat med læsere af den engelske avis The Guardian, der på baggrund af Snowdens materiale søndag kunne afsløre, at britiske myndigheder udspionerede flere af de deltagende landes telefonlinjer ved G20 topmødet i England i 2009.

Snowden er fra sit eksil i Hong Kong kommet med en række alvorlige afsløringer af, hvordan det nationale sikkerhedsagentur i USA (NSA) arbejder og overvåger amerikanerne. Og han vil fortsætte afsløringerne.

»Der kommer mere om, hvordan NSA arbejder,« lovede den 29-årige og forklarede samtidig, at han ikke havde afsløret noget om »legitime militære mål«.

»Jeg har vist, hvor NSA har hacket den civile infrastruktur hos universiteter, hospitaler og private forretninger, fordi dét er farligt,« skrev han.

Han afviser desuden, at han skulle have videregivet informationer til kinesiske myndigheder, og at han kun har arbejdet sammen med journalister.

Amerikansk politi har indledt en efterforskning af Snowden, der siden han flygtede fra USA i sidste måned, har opholdt sig i Hong Kong.

Dagens Gossip

Dagens TV