Amerikanske flyselskaber dropper afgange til Israel

Det amerikanske flyselskab Delta har besluttet at indstille alle afgange til Tel Aviv i Israel af sikkerhedsmæssige grunde, skriver nyhedsbureauet dpa.

- I samråd med de amerikanske flymyndigheder gør vi dette for at sikre trygheden og sikkerheden for vores kunder og ansatte, hedder det i en udtalelse fra flyselskabet.

Delta omdirigerede tirsdag et fly, der var på vej til Tel Aviv fra New York.

Flyet vil i stedet lande i den franske hovedstad, Paris.

Beslutningen er truffet efter meldinger om raketangreb i nærheden af Ben Gurion-lufthavnen ved Tel Aviv, skriver selskabet.

Også flyselskabet US Airways er betænkelig over den seneste udvikling i Mellemøsten, skriver NBC News.

Derfor har selskabet tirsdag aflyst sin ene afgang fra Philadelphia til Tel Aviv - ligesom også returrejsen er blevet aflyst.

United Airlines, der har to daglige afgange til Israel fra Newark i New Jersey, har endnu ikke meldt noget ud om, at afgangene vil blive aflyst, skriver NBC News.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV