Amerikanske jobtal overrasker iagttagere positivt

Skrevet af admin

06/11/2015

Mest læste i dag

Den amerikanske jobrapport for oktober overrasker meget positivt målt på jobskabelsen uden for landbruget. Der blev i oktober skabt 271.000 job i USA uden for landbruget, viser det såkaldte kongetal fredag.

- Tallene viste, at beskæftigelsen steg overraskende kraftigt. Fra september til oktober blev der således skabt 271.000 arbejdspladser.

- Det var rundt regnet 100.000 mere, end vi havde forventet. Det var også klart mere, end markedet havde forventet, siger Mikael Olai Milhøj, analytiker hos Danske Bank.

Arbejdsløsheden falder til fem procent fra 5,1, viser de nye tal, hvilket dog var ventet.

Beskæftigelsen i den private sektor voksede med 268.000 ansatte i måneden mod en ventet stigning, som var mindre.

Rapporten viser desuden en stigning i de gennemsnitlige timelønninger på 0,4 procent på månedsbasis samt en gennemsnitlig arbejdsuge på 34,5 timer.

Kongetallet får stor opmærksomhed blandt økonomer og er en strømpil for, hvordan verdensøkonomien har det, da USA er verdens største økonomi.

Normalt følger de europæiske renter de amerikanske.

- Det bliver dog ikke tilfældet denne gang. Mens den amerikanske centralbank lader op til at hæve renten for første gang siden 2006, så står Den Europæiske Centralbank, ECB, på spring til at lempe pengepolitikken, siger Mikael Olai Milhøj.

Da Danmark fører fastkurspolitik over for euroen betyder det, at Danmarks Nationalbank vil forholde sig i ro, og der er derfor ikke udsigt til, at renterne vil stige herhjemme, lyder det.

/ritzau/