Amerikanske jobtal overrasker positivt

Tal for den amerikanske beskæftigelse viser, at beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 203.000 personer i november.

Det er markant bedre end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 185.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Beskæftigelsen i den private sektor voksede med 196.000 ansatte i måneden mod en ventet stigning på 180.000.

Arbejdsløshedsprocenten faldt dermed fra 7,3 procent til 7,0 procent, hvor økonomerne havde gættet på en arbejdsløshedsprocent på 7,2.

Cheføkonom i Nordea, Helge J. Pedersen, siger, at det amerikanske arbejdsmarked fortsætter med at vise muskler.

- Det er stærke tal, som understøttes af udviklingen i ledigheden, der faldt til nu kun syv procent.

- Ledigheden nærmer sig dermed den tolerancetærskel på 6, procent, som den amerikanske nationalbank, Fed, har sat for, at den vil overveje at sætte renten op, siger Helge J. Pedersen i en skriftlig kommentar.

Cheføkonomen forventer dog, at den amerikanske forbundsbank Fed først sætter renten op i 2015.

- Men det er vores vurdering, at banken på sit møde i januar annoncerer en nedsættelse af det månedlige beløb – for tiden 85 milliarder dollar – som de køber obligationer for i bestræbelserne på at holde renten nede og dermed sætte skub i økonomien, siger Helge J. Pedersen.

Cheføkonom i Sydbank, Jacob Graven, siger, at dagen nærmer sig, hvor amerikanerne bremser seddelpressen for at spare på opkøbene af obligationer når amerikansk økonomi kommer op i gear næste år.

- Den højere økonomiske vækst vil sandsynligvis skabe flere nye arbejdspladser. Dermed er der lagt op til, at Fed vil nedtrappe obligationsopkøbene og måske helt stoppe dem i løbet af de kommende måneder.

- Det altafgørende spørgsmål på de finansielle markeder her på tærsklen til 2014 bliver, hvordan investorerne vil reagere, når Fed nedtrapper opkøbene, siger Jakob Graven.

Han peger på, at i værste fald kan det udløse store kursfald på stort set alle finansielle aktiver, da strømmen af nye penge til det finansielle system vil falde.

- Modstykket er naturligvis, at virksomhederne vil kunne tjene flere penge, når den økonomiske vækst stiger. Det trækker i retning af højere aktiekurser, siger Jacob Graven.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV