Amerikanske selskaber fortæller Kina om flyveplaner

Skrevet af admin

01/12/2013

Dagens topnyheder

De amerikanske luftfartsselskaber Delta, United og American har på forhånd orienteret Kinas myndigheder om deres planer, når de flyver igennem en ny omstridt luftforsvarszone, som Beijing har indført over Det Østkinesiske Hav.

Det er sket efter rådslagning med regeringen Washington.

Zonen har skabt harme i navnligt Japan og Sydkorea, og den vil være et dominerende emne, når den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, i de kommende dage er på rundrejse i Asien. Biden besøger Japan, Kina og Sydkorea.

USA har tidligere trodset kineserne og sendt B52-bombefly ind gennem zonen - dog uden våben.

USA har modsat sig Kinas planer om at udvide den kinesiske forsvarszone, så den omfatter to ø-kæder, der administreres af henholdsvis Japan og Sydkorea.

Regeringen i Kina meddelte for en uges tid siden, at den ville udvide sin luftforsvarszone.

Zonen dækker et område på størrelse med to tredjedele af Storbritannien. Beijing insisterer på, at alle fly - også passagerfly - skal identificere sig selv i forhold til de kinesiske myndigheder.

USA's regering har opfordret luftfartsselskaberne til at give meldinger om flyvninger i zonen, men i Washington er det blevet kraftigt understreget, at USA ikke accepterer den kinesiske zone.

En talsmand for Delta Airlines siger, at luftfartsselskabet har efterfulgt de kinesiske bestemmelser eller krav i den seneste uge. Han siger ikke, hvor længe selskabet vil fortsætte med at gøre det.

Japanske flyselskaber som ANA Holdings og Japan Airlines er fløjet ind i zonen uden at informere Kina. Ingen af selskaberne har fået problemer.

Men ethvert tegn på, at USA er indforstået med den kinesiske kurs, vil vække vrede i Tokyo, og zonen vil være et dominerende tema, når Biden er i Asien i de kommende dage.

Den nye amerikanske ambassadør i Tokyo, Caroline Kennedy, siger, at "japanerne hver dag kan se, at USA er der for dem som partner og som en forsvarer af Japan."

/ritzau/Reuters