Amerikanske senatorer besøger Ukraine i protest-weekend

Skrevet af admin

14/12/2013

Mest læste i dag

Flere amerikanske senatorer tager til Ukraine i weekenden forud for de nye massedemonstrationer, som landets vrede opposition har varslet.

Den republikanske senator John McCain rejser til hovedstaden Kijev, hvor han blandt andet skal mødes med embedsmænd fra regeringen samt oppositionsledere. Søndag får han følgeskab af senator Chris Murphy fra Demokraterne.

John McCain har på det kraftigste fordømt den ukrainske regering, efter at landets præsident, Viktor Janukovitj, har sagt nej til en handelsaftale og et tættere forhold til EU.

Janukovitj har gjort det klart, at han ønsker nære relationer til Moskva, og han har sagt, at der ikke er noget alternativ til Rusland som handelspartner. En politisk beslutning, der har ført til ugelange demonstrationer, som ukrainsk politi har slået hårdt ned på.

- Det er rædselsfuldt, at Ukraines myndigheder har besluttet sig for at bruge vold og undertrykkelse over for fredelige demonstranter på Uafhængighedspladsen i Kijev, sagde McCain tidligere på ugen efter sammenstød mellem politi og demonstranter i Ukraines hovedstad.

USA har truet med sanktioner over for Ukraines regering og har understreget, at man er på oppositionen og demonstranternes side.

- Disse modige mænd og kvinder skal vide, at de ikke er alene. Deres venner fra hele verden er solidariske med dem, har McCain sagt.

/ritzau/AFP