Amerikanske våben når frem til syriske oprørere

De amerikanske våbenleverancer og separate leveringer med køretøjer og andet udstyr er i de seneste to uger strømmet ind i Syrien, fremgår det ifølge The Washington Post af oplysninger fra amerikanske embedsfolk og opgørelser fra Syrien.

Våbenleverancerne skal styrke oprørere, som kæmper under chefen for Den Frie Syriske Hær (FSA), Salim Idriss, oplyser embedsfolkene.

Våbenleverancerne, der ifølge The Washington Post er begrænset til håndvåben og andet krigsmateriel, der kan spores, begyndte, som USAs præsident, Barack Obama, truede med at straffe det syriske styre med militære angreb for formodet kemisk krigsførelse.Det Hvide Hus meddelte i juni, at USA vil yde militær støtte til grupper af syriske oprørere. Både republikanere og demokrater i Repræsentanternes Hus og Senatet har vægret sig ved at bevæbne oprørsgrupper i Syrien, og de har udtrykt bekymring for, at våbnene kan ende i hænderne på militante islamister.

FN er desuden begyndt at levere nye former for udstyr til oppositionen, der kæmper mod præsident Bashar al-Assads styre, med ikke-dødeligt udstyr, herunder køretøjer og avanceret kommunikationsudstyr.

Dagens Gossip