Amin Skov krævede millionerstatning: Han får 12.550 kr.

Den tidligere restauratør på Vejlegården Amin Skov skød tilsyneladende langt over målet, da han sidste år fremsatte et erstatningskrav på 1,5 millioner kroner for frihedsberøvelse og økonomiske tab.

Amin Skov tilkendes nemlig kun 12.550 kroner, oplyser Statsadvokaten i Viborg.

Restauratørens høje krav var rettet mod Sydøstjyllands Politi og skulle dække økonomiske tab for 1.280.000 kroner på Restaurant Vejlegården samt 220.000 kroner for frihedsberøvelse.

Kort før jul 2012 udbrød der brand på den meget omtalte Restaurant Vejlegården. Dagen efter blev Amin Skov anholdt og sigtet for selv at have sat ild til restauranten.

Efter et langvarigt grundlovsforhør i Kolding blev Skov dog løsladt. Retten mente ikke, at der var bestyrket mistanke mod restauratøren, som i hele forløbet har nægtet sig skyldig.

I juli sidste år droppede Sydøstjyllands Politi så sigtelsen mod Skov, der i september rejste det høje erstatningskrav.

Vejlegården og Amin Skov blev landskendt forud for brandsagen på grund af en faglig strid mellem restauratøren og fagforbundet 3F.

I marts sidste år gik Vejlegården konkurs, ifølge Amin Skov på grund af konflikten med 3F og senere branden.

To måneder senere kunne restauranten dog åbne igen, efter at en gruppe private investorer havde postet penge i den. Amin Skov blev ansat som køkkenchef, mens hans kone blev bestyrer.

Statsadvokaten oplyser, at de 12.550 kroner omfatter erstatning for frihedsberøvelse, ransagning og telefonaflytning.

Hvis Amin Skov ikke accepterer Statsadvokatens afgørelse, kan han klage til Rigsadvokaten. Derefter kan han tage sagen til domstolene.

/ritzau/

Dagens Gossip