Amin Skov slipper for straffesag efter brand på Vejlegården

Det har ikke været muligt at finde tilstrækkeligt med beviser mod den tidligere forpagter af restauranten, der blev danmarkskendt på grund af en faglig konflikt med 3F.

»På den ene side er der ikke det stærke bevis, der skal til, for at rejse en tiltale mod Amin Skov Badrbeigi, og på den anden side er der ikke på videoovervågning, søgning med hunde, vidneforklaringer eller på anden måde fundet spor af gerningsmænd,« siger advokaturchef Birte Wirnfeldt.

»Vi kan bare ikke komme videre med sagen på nuværende tidspunkt, og derfor skal Amin Skov naturligvis ikke længere være sigtet,« siger hun.

Det betyder også, at hele politiets arbejde med brandsagen i Vejle indstilles, da der ifølge politiet ikke er grundlag for yderligere efterforskning. Efterforskningen vil dog kunne genoptages, hvis der kommer nye vægtige beviser frem.

Amin Skov blev anholdt og sigtet for branden på Restaurant Vejlegården cirka en måned efter selve branden. Han var sigtet for selv at hælde brændbare væsker ud i restauranten i et forsøg på at brænde den ned. Ved samme lejlighed skulle Amin Skov angiveligt have påført sig selv et blåt øje.

Amin Skov blev således fundet bevidstløs, forslået og røgforgiftet uden for sin brændende restaurant, og siden har han gentagne gange forklaret, at han blev overfaldet og slået ud af to mænd, som efterfølgende efterlod ham til flammerne.

Amin Skov og Restaurant Vejlegården blev landskendt i 2012, da fagforeningen 3F indledte en blokade mod spisestedet i protest mod en overenskomst indgået med den »gule« fagforening Krifa. Konflikten eskalerede i årets løb og udløste angiveligt dødstrusler mod både restauratøren og modparterne hos 3F.

Dagens Gossip