Amin Skovs forældre: Vores søn er uskyldig

- Vores søn er uskyldig.

Sådan lyder det fra de knuste forældre til restauratør Amin Skov, som tirsdag blev anholdt og fik sit hjem ransaget af politiet. Han sigtes for at have sat ild til sin landskendte restaurant Vejlegården kort før jul for at begå forsikringssvindel.

- Han ejer ikke restauranten eller ret meget af inventaret. Hvorfor skulle han være i restauranten, hvis han ville sætte ild til den, spørger hans mor, Shahla Zamansani, ifølge Vejle Amts Folkeblad.

- Amin passer så meget på sin familie og sine børn, og han kunne aldrig finde på at gøre det lige op til jul, hvor familien skulle have det så godt, tilføjer hun.

Vejle Amts Folkeblad skriver, at Amins far har sin egen teori om, hvorfor politiet nu vælger at sigte hans søn for brandstiftelse.

- Vi synes ikke, det er retfærdigt, men vores søn er et nemt mål. Politiet har ikke fundet nogen beviser, men bruger kun indicier, og så kan man få lukket denne sag, siger Reza Badrbeigi til avisen.

Amin Skov Badrbeigi kom til Danmark fra Iran som 7-årig.

Som 13-årig fik han job som opvasker på en café og i tiden frem mod sin 18 års fødselsdag avancerede han først til køkkenmedhjælper og siden til kok, tjener og restaurationschef. Som kun 19-årig var han med til at åbne sin første café.

Siden blev han landskendt som restauratøren på Vejlegården på grund af konflikten med 3F. Amin Skov fremstilles i grundlovsforhør onsdag, hvor politiet vil forsøge at overbevise en dommer om, at han skal varetægtsfængsles.

Restauratøren har fortalt til adskillige medier, at han blev slået ned af maskerede gerningsmænd i forbindelse med branden. Men Sydøstjyllands Politi har fastholdt, at der ikke var tegn på noget overfald.

/ritzau/

 

Dagens Gossip