Ammitzbøll: Enhedslisten har smidt masken

»Man kan jo sige, at Enhedslisten har smidt masken, så man kan se, hvad de rigtigt står for,« siger Simon Emil Ammitzbøll til BT.

Forslag om 100 procent beskatning på indkomster efter 1,5 million kroner og et forslag om, at asylansøgere ikke kan fængsles, er »hul i hovedet«, mener Simon Emil Ammitzbøll.

»Det viser bare, hvad de virkelig vil. De vil brandbeskatte borgerne. Det er et parti, der er langt ude. Skulle kriminelle asylansøgere rende frit rundt i de danske gader. Hvad er det for noget?,« lyder det fra Ammitzbøll.

I Rødts partiprogram, som Johanne Schmidt-Nielsen støttede under valgkampen i Norge, er også forslaget om en lektiefri skole. Det får Simon Emil Ammitzbøll til at tage sig til hovedet.

»Det er jo helt absurd. Det minder om et gammelt Ritt Bjerregaard-udtryk, om at det, som ikke alle kan lære, skal ingen lære. Det vil bare sætte os tilbage, og så kan vi ikke konkurrere med omverdenen,« siger han og understreger, at man ser Enhedslistens sande ansigt, når Johanne Schmidt-Nielsen støtter Rødts politik.

»Hvis ikke de havde deres presseafdeling til at holde styr på, hvad der kom ud fra partiet, så er jeg overbevist om, at mange i deres partigruppe ville komme frem med lignende forslag,« siger Simon Emil Ammitzbøll.

Dagens Gossip