Amnesty afviser OL-boykot og opfordrer til dialog

Amnesty International opfordrer de danske politikere til at bruge de olympiske lege til at lægge pres på Vladimir Putin og co.

»Vi mener, at de danske politikere skal tage til Rusland og bruge deres stemme og holde møder med menneskerettighedsforkæmpere, LGBT-organisationer (organisationer for bøsser, lesbiske og transpersoner, red.) og med de russiske politikere og medier,« siger Helle Jacobsen fra Amnesty International.

Det vil rykke langt mere at tage til Rusland for at sætte ord på, hvorfor det ikke er i orden at straffe homo-, bi- og transseksuelle for ikke at have »traditionelle seksuelle relationer«.

»Hvis man ikke møder op, så lukker man enhver form for dialog. Det er vigtigt at italesætte, at det her handler om nogle fundamentale menneskerettigheder som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Det drejer sig ikke om særrettigheder for homoseksuelle,« siger Helle Jacobsen.

Copenhagen Pride - Danmarks største festival for homoseksuelle og transpersoner - fraråder også en boykot, da det formentlig blot vil forværre forholdene for homoseksuelle i Rusland.

»Den russiske regering vil måske skyde skylden for en boykot på de homoseksuelle russere og måske udsætte dem for endnu flere overgreb. Så det vil gøre livet farligere for dem,« siger Ole Santos, der er bestyrelsesformand for Copenhagen Pride.

Det er også den umiddelbare melding, han får fra personer i det danske LGBT-miljø.

»Mange siger: Lad os tage derover og blive fængslet, så kan vi skabe mere awareness,« siger Ole Santos.

Udenrigsministeriet har diskuteret, om en boykot ville være en god idé, men har ligesom Amnesty og Copenhagen Pride konkluderet, det er bedre at møde frem og bruge muligheden til at få indflydelse.

De vinterolympiske lege bliver afholdt i den russiske by Sotji fra 7. februar til 23. februar 2014.

Dagens Gossip