Amnesty: Alvorlige sager venter ny justitsminister

Skrevet af admin

12/12/2013

Mest læste i dag

Amnesty International sender i dag en ønskeseddel med retspolitiske sager, som kræver den nye justitsministers øjeblikkelige opmærksomhed.

Allerede for fem uger siden skrev Amnesty til justitsminister Morten Bødskov (S) og stillede en række spørgsmål om NSA-overvågning efter Edward Snowdens afsløringer, men organisationen har endnu ikke modtaget svar.

- Meget peger på, at der foregår ulovlig overvågning af danske borgeres privatliv i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Alligevel har regeringen slået det hen med et skuldertræk, siger Amnestys vicegeneralsekretær, Trine Christensen.

Vi opfordrer ministeren til straks at indlede en uafhængig undersøgelse for at få afdækket omfanget af overvågningen.

Amnesty påpeger, at lovgivningen i dag halter langt efter både de teknologiske muligheder og efterretningstjenesternes vilje til at bruge dem.

Set i det lys er en effektiv kontrol med PET’s arbejde fra domstolene og politikerne vigtigere end nogensinde, mener Amnesty.

Også når det gælder det almindelige politiarbejde ønsker Amnesty forbedringer, som skal gøre det nemmere at identificere de betjente, der af forskellige årsager udløser klager fra borgerne.

Den nye justitsminister bør sætte skub på udvalgsarbejdet med at lave en ordning i stil med Norge og Storbritannien, hvor betjentene kan identificeres med et nummer på uniformen, mener organisationen.

/ritzau/