Amnesty: Græske kystvagter skyld i flygtninges død

I Grækenland anser man tilstrømningen for så stort et problem, at myndighederne benytter sig af såkaldte push-backs, hvor mennesker på flugt bliver fysisk skubbet tilbage over den tyrkiske grænse eller til tyrkisk farvand.

Metoden er ifølge menneskerettighedsorganisationen Amnesty International ekstremt farlig og koster adskillige menneskeliv.

»Det, der sker ved den græske grænse, bringer ikke kun skam over Grækenland. Det bringer skam over hele EU,« udtaler Amnesty Internationals vicedirektør for Europa og Centralasien, Jezerca Tigani.

Siden august sidste år har 101 flygtninge, hovedsageligt syrere og afghanere, ifølge en ny Amnesty-rapport mistet livet i forsøget på at nå til Grækenland.

På baggrund af interviews med flygtninge kan organisationen ligeledes berette, hvordan de græske kystvagter punkterer flygtningenes gummibåde, ødelægger motorer, tager deres årer og efterlader dem ude af stand til at komme til Grækenland og søge asyl. Andre flygtninge bliver efterladt på tyrkiske territorium med hænderne bundet.

»Antallet af push-back-historier, som vi har indsamlet, er ekstremt alarmerende. De viser, at de græske myndigheder udøver denne praksis regelmæssigt, selv om det er ulovligt. Og det er også ekstremt farligt - til et punkt, hvor folks liv bliver sat i alvorlig fare,« siger Jezerca Tingani.

I Amnestys danske afdeling peger man også på, at de flygtninge, der forsøger at komme til Grækenland, har særlige behov.

»Det er flygtninge fra Syrien og Afghanistan, der har et beskyttelsesbehov, og derfor er det dybt problematisk, at de bliver sendt tilbage til Tyrkiet, hvor de ofte bliver fængslede under forfærdelige forhold,« siger politisk rådgiver Lisa Blinkenberg.

De græske myndigheder gjorde det sidste år vanskeligere at komme til Grækenland ved at bygge et knap 11 kilometer langt hegn ved grænsen til Tyrkiet og sætte næsten 2.000 vagter til at patruljere landegrænsen, slår Amnestys rapport fast.

Derfor er den farlige rute over det Ægæiske Hav blevet mere populær, og med det varme vejr frygter menneskerettighedsorganisationen, at flere flygtninge bliver presset ud i forsøg på at krydse den tyrkisk-græske grænse til søs - og at det dermed ender i flere tragedier.

»Vi opfordrer de græske myndigheder til, at man sørger for, at alle har adgang til at søge asyl og få behandlet deres sag individuelt. Fængsling bør undgås og forholdene i fængslerne skal forbedres væsentligt. Vi opfordrer ligeledes EU-landene til at undersøge, hvad der foregår i Grækenland, så der ikke sker overtrædelser af menneskerettighederne«, siger Lisa Blinkenberg og tilføjer:

»EUs fokus på kontrol af grænserne er med til at udelukke mennesker i nød, så de ikke opnår beskyttelse i Europa. I stedet for at lade Grækenland agere dørmand bør EU sørge for, at der sker konkrete forbedringer for indvandrere og asylansøgere i Grækenland, eksempelvis ved at støtte de græske modtagecentre for asylansøgere«.

Dagens Gossip

Dagens TV