Amnesty i Istanbul: Tyrkere frygter for fremtiden

Skrevet af admin

21/07/2016

Mest læste i dag

Præsident Recep Tayyip Erdogan kan udnytte undtagelsestilstanden i landet til at tage rettigheder fra de tusindvis af tyrkere, der er blevet anholdt efter kupforsøget.

Sådan lyder advarslen fra Amnesty International, der opfordrer regeringen til at overholde landets egen forfatning og de internationale love.

- Vi er bekymrede for, at den tyrkiske regering har taget en U-vending væk fra et samfund med demokratiske rettigheder mod en mere undertrykkende styreform, siger Lama Fakih, der er ledende kriserådgiver.

Hun befinder sig i øjeblikket i Istanbul. De tyrkere, hun har talt med, er bekymrede for deres fremtid.

- Folk prøver stadig at komme sig ovenpå sidste uge begivenheder. Kupforsøget var ekstremt voldeligt, hæren angreb civile, siger hun.

- Nu ser vi regeringen tage forholdsregler, som sætter spørgsmålstegn ved, om den tyrkiske befolkning kan blive ved med at have de samme demokratiske rettigheder, som de har nu, siger hun.

/ritzau/