Amnesty kræver hasteundersøgelse efter blodige dage i Egypten

I Amnesty International er man især bekymret over de egyptiske sikkerhedsstyrkers handlinger i de seneste dage.

Researchere fra Amnesty International har i løbet af ugen besøgt adskillige felthospitaler, et lighus og en moske, der midlertidigt har tjent som lighus, i Cairo.

»Baseret på de umiddelbare vidneudsagn og andre beviser, vi har indsamlet, er der liden tvivl om, at sikkerhedsstyrkerne har handlet med åbenlys foragt for menneskeliv, og der er et presserende behov for en grundig efterforskning, der er både upartisk og uafhængig,« skriver programdirektør Philip Luther fra Amnesty International i Mellemøsten og Nordafrika i en pressemeddelelse.

Amnesty International opfordrer nu FN-eksperter, herunder især FNs særlige udsending for vilkårlige og udenretslige henrettelser, til at efterforske omstændighederne og de egyptiske myndigheders »overdrevne og uberettiget dødbringende magtanvendelse«, fremgår det af pressemeddelelsen.

Til trods for endnu en blodig dag i Egypten, og i særdeleshed i hovedstadens gader, hvor op mod 100 meldes dræbt, opfordrede Det Muslimske Broderskab fredag til daglige protester fremadrettet. Situationen er spidset til efter onsdagens blodige begivenheder i Cairo og andre byer, hvor 638 - primært tilhængere af Mohammed Morsi og Det Muslimske Broderskab - meldes dræbt, da politiet ryddede fredelige demonstrationer.

Og fredagens begivenheder viste, at broderskabet ikke har tænkt sig at trække sig tilbage, men trodsede tåregas, haglgeværer og projektiler fra AK-47 rifler. Sent fredag aften omringede sikkerhedsstyrker en moske i nærheden af Ramses-pladsen i Cairo, hvor et stort antal Morsi-tilhængere blev fanget under belejringen.

»Mens nogle demonstranter brugte vold, var myndighedernes reaktion voldsomt ude af proportioner og skelnede tilsyneladende ikke mellem voldelige og ikke-voldelige demonstranter. Tilskuere var også fanget i volden. Sikkerhedsstyrker greb til dødbringende magt, hvor det ikke var strengt nødvendigt for at beskytte menneskeliv eller forhindre alvorlig skade - det er en klar overtrædelse af internationale love og standarder,« lyder det fra Philip Luther fra Amnesty International om de seneste dages hændelser.

Ofrene for volden fredag, der af Det Muslimske Broderskab blev udråbt som »Vredens Dag«, tæller ud over de mange i Cairo blandt andet fem dræbte i en by ved Suez-kanalen og otte i Middelhavsbyen Damietta.

Hæren og politiet har tidligere fredag på en statslig TV-kanal meddelt, at der vil blive slået hårdt ned på alle og skudt med skarpt mod de, der bryder loven. Det egyptiske indenrigsministerium anslår, at 43 medlemmer af landets sikkerhedsstyrker er blevet dræbt fredag.

Egypten er stadig i undtagelsestilstand, og der er udgangsforbud aften og nat.

EU-landenes ledere mødes mandag for at diskutere situationen i Egypten, som ifølge den franske præsident, Francois Hollande, og udenrigsminister Laurent Fabius har potentiale til at udvikle sig til en borgerkrig. Både Francois Hollande, den tyske kansler, Angela Merkel, og EUs udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, opfordrer EUs ledere til at genoverveje samarbejdet og relationerne til Egypten.

FNs chef for politiske anliggender, Jeffrey Feltman, rejser til Egypten i næste uge for at mødes med adskillige topfolk, herunder repræsentanter for Det Muslimske Broderskab, omkring situationen.

Dagens Gossip