Amnesty kræver menneskerettighedsopsyn fra Palæstina

»EU har programmer i det palæstinensiske selvstyreområde, hvor man støtter med penge og har en dialog med myndighederne. Vi beder om, at man bruger sin indflydelse til at få sat fokus på det her problem,« siger Amnestys talskvinde på området, Stinne Bech.

Sammenstødene mellem demonstranter og politistyrker, der var særligt voldsomme i 2012, har ifølge Amnesty blandt andet medført flere dødsfald og forbrydelser mod menneskeheden.

»Vores rapport viser, at der er store problemer med palæstinensisk politi og sikkerhedsstyrker, der angriber fredelige demonstranter. Der er flere eksempler, hvor grupper af mennesker, der har demonstreret og fredeligt protesteret mod den politik, man fører, er blevet mødt af sikkerhedsstyrker, og hvor demonstranter så er blevet såret i de sammenstød,« siger Stinne Bech.

Danmark er et af de lande, der ifølge Amnesty har støttet Palæstina finansielt. Og derfor mener menneskerettighedsorganisationen, at Danmark har magten til at skride ind overfor problemet.

»Danmark støtter ikke direkte voldelige myndigheder i Palæstina. Vi beder Danmark om at tage den her problemstilling op, når man diskuterer andre projekter med det palæstinensiske selvstyre. Der er eksempler, hvor det, der foregår i Palæstina, er så grælt, at man kan blive nødt til at true med at stoppe bistanden,« siger Stinne Bech.

Udenrigsministeriet oplyser i deres rapport om internationalt udviklingssamarbejde fra 2010, at Palæstina er et land, der er »dybt afhængig af budgetstøtte og udviklingsbistand«.

Dagens Gossip