Amnesty kræver undersøgelse af mulige krigsforbrydelser

De mange civile ofre for Israels bombardementer i Gaza samt Israels angreb på et hospital mandag får nu menneskerettighedsorganisationen Amnesty International til at kræve en uvildig international undersøgelse af, om der er sket krigsforbrydelser.

- Mandagens angreb på Al-Aqsa-hospitalet er det seneste af en række angreb på og nær medicinske faciliteter i Gaza. Steder, der har kæmpet for at behandle tusindvis af sårede siden Israels offensiv begyndte, siger Philip Luther, direktør for Amnesty International i Mellemøsten og Nordafrika.

- Det kan aldrig retfærdiggøres at gå efter at ramme hospitaler, tilføjer han.

Flere end 570 palæstinensere har siden den 8. juli mistet livet, mens 27 israelere, primært soldater, er blevet dræbt.

Amnesty International kritiserer også, at Hamas fortsat sender raketter ind i Israel, men retter især sin kritik mod Israel, hvis angreb ifølge organisationen også har afskåret op til 1,2 millioner mennesker fra vand og sanitære forhold, da en del infrastruktur er blevet ødelagt.

Menneskerettighedsorganisationen frygter, at det kan føre en sundhedsmæssig katastrofe med sig i Gazastriben.

Opklaringen af, hvilke hændelser der har fundet sted i Gaza, kan måske ske med hjælp fra danske eksperter.

Den internationale fond mod tortur, ATSF, han anmodet det danske Rehabiliteringscenter for Torturofre, RCT, om at bistå med retsmedicinere til en såkaldt fact-finding mission i Gaza.

- Det er meget vigtigt, at internationale uafhængige eksperter straks rejser til Gaza for så hurtigt som muligt at dokumentere omfang og årsag til de mange dræbte og sårede civile, siger leder af ATSF, Bent Sørensen, i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV