Amnesty om Tibet-sag: Politiet har løjet for os alle

- Politiet har igennem tre år løjet over for Folketinget, Amnesty International og offentligheden.

Det skriver vicegeneralsekretær i Amnesty International Trine Christensen i en pressemeddelelse. Hun mener derfor, at det helt rigtigt, at justitsminister Søren Pind (V) nu har nedsat en undersøgelseskommission til at kulegrave forløbet i Tibet-sagen.

Fredag oplyste justitsministeren på et pressemøde, at han er blevet bekendt med, at der eksisterer en såkaldt operationsbefaling fra det kinesiske statsbesøg i 2012.

En befaling, der fastslår, at politiet skulle sørge for, at eventuelle demonstranter ikke kunne ses fra den kinesiske præsidentens kortege, da den kørte gennem København.

Amnesty gør opmærksom på, at de allerede 30. juni 2012 skrev til politidirektøren i Københavns Politi og anmodede om at få oplyst, om politiet beslaglagde tibetanske flag under forskellige episoder i forbindelse med besøget og i givet fald med hvilken hjemmel.

Men der har på intet tidspunkt været givet instrukser på, at demonstranter ikke måtte have flag under demonstrationen, skulle politiet ifølge Amnesty have skrevet til organisationen.

Derfor håber Amnesty nu, at hver en sten bliver vendt og ser frem til, at undersøgelseskommissionen afgiver sin beretning.

- Det er en sag, vi ser på med stor alvor, fordi den i sin essens handler om beskyttelsen af vores ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

- Samtidig er det afgørende, at offentligheden kan have tillid til de informationer, som politiet afgiver til Folketinget, domstolene og organisationer som Amnesty.

De mener, at undersøgelsen samtidig er en god anledning til, at politiloven også bliver set efter i sømmene.

- Vi håber, at regeringen og Folketinget vil indskærpe de regler, som politiet skal agere under, så det klart fremgår, at politiet skal beskytte borgernes grundlovssikrede rettigheder, siger Trine Christensen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV