Amnesty: Politinumre styrker retssikkerheden

Skrevet af admin

02/10/2014

Dagens topnyheder

Snart skal politibetjente formentlig til at bære et nummer på forsiden af deres uniform. Det anbefaler Rigspolitiet og Politiforbundet nemlig til justitsministeren torsdag.

Og det vækker glæde hos Amnesty International, der i lang tid har været fortaler for nummererede betjente.

- Det er rigtig fornuftigt, at uniformeret personale skal have et nummer. Det vil styrke retssikkerheden og tilliden til politiet, siger Amnestys juridiske konsulent Claus Juul til Ritzau.

Anbefalingen om numre på uniformer kommer, i kølvandet på at myndighederne flere gange i forbindelse med klagesager over politifolk har haft svært ved at identificere de involverede betjente.

Med nummererede betjente bliver det lettere for borgerne at kunne identificere en konkret polititjenestemand - for eksempel i forbindelse med en klage over politiets adfærd.

Politibetjentene kan fremover vælge at oplyse deres nummer i stedet for deres navn, lyder en anden anbefaling fra Rigspolitiet og Politiforbundet.

Den anbefaling undrer Claus Juul, da han mener, at problemet for en stor del skyldes, at nogle betjente ikke vil opgive deres navn - og deraf kom behovet for numre på uniformerne.

I praksis mener han ikke, at det har den store betydning, om betjenten opgiver sit navn eller sit nummer, så længe at nummeret er klart og tydeligt for enhver, som snakker med betjenten.

- Hovedsagen er, at personen kan identificeres på en enkel måde, siger han.

Helt konkret foreslår Rigspolitiet og Politiforbundet, at betjentenes skal have en såkaldt markering, der skal bestå af et bogstav og fire cifre.

/ritzau/