Amy Winehouse erstattes af gymnastik-mareridt på Det Kongelige Teater

For nylig måtte Det Kongelige Teater aflyse en planlagt forestilling om sangerinden Amy Winehouses omtumlede liv og død. Siden har skuespillere og instruktører fra Det Røde Rum brudt hovederne med, hvad de skulle bruge tiden og pladsen til i stedet.

Valget er faldet på en ny, improviseret musikalsk forestilling, der sætter fokus på krops-dyrkelse i en mareridtsagtig gymnastik-æstetik. Forvent absolut udmattelse på scenen og (for nogen) brutale minder fra barndommens idrætstimer.

Body Blær - let's get physical er en eksplosiv, komisk og poetisk fortælling om at nå den ultimative lykke gennem kropslig selvdyrkelse.

I et surrealistisk og terapeutisk legerum kæmper to mennesker med fysiske udfordringer og udmattelse, ydmygelser og sejre for at komme frem til accept, selvtilfredshed og indre ro. Forestillingens lydunivers skabes live på scenen af musiker Martin Ullits Dahl og indeholder, udover musik og sang, boremaskiner, talkum og popcorn.

Forestillingen har premiere 1. februar.

Dagens Gossip