Analytiker: EU's sanktioner preller af på separatister

Skrevet af admin

12/07/2014

Dagens topnyheder

Det vil ikke have nogen effekt på konflikten i Østukraine, at den selvudnævnte premierminister i den såkaldte Folkerepublikken Donetsk sammen med 10 andre separatist-ledere er kommet på EU's sanktionsliste.

Sådan lyder vurderingen fra separatisterne selv, og senioranalytiker hos Dansk Institut for Internationale Studier Karsten Jakob Møller er "undtagelsesvis enig med separatisterne".

- EU's sanktioner vil prelle fuldstændig af på dem og ikke have nogen som helst virkning, siger han til Ritzau

- Separatisterne er ikke rigmænd med fuldfede konti i europæiske banker, og de har intet formål med at rejse rundt i EU. Det eneste, EU opnår, er at signalere, at man ikke affinder sig med situationen.

Den tidligere forsvarsattaché i Kijev vurderer samtidig, at præsident Petro Porosjenko nu er under voldsomt pres fra de højreekstremistiske grupper i Ukraine og demonstranterne fra Maidan-pladsen, der kræver handling mod separatisterne.

- Der er grænser for, hvor længe Porosjenko kan vente med at gøre noget, og netop fordi Donetsk er blevet separatisternes højborg, gælder det om at få isoleret dem, så de ikke kan vende tilbage til andre østukrainske byer, de før har kontrolleret, siger Karsten Jakob Møller.

Han giver Porosjenko to muligheder for at slå oprøret ned:

- Han kan enten bruge den gode, gamle belejringstaktik, der stammer helt tilbage fra middelalderen, hvor man simpelthen afskærer byen fra forsyningskanaler - eller han kan indlede reelle bykampe i gaderne. Men det er en meget kedelig ting, især når der er civile til stede.

Mange af de civile indbyggere i Donetsk flygter ifølge de internationale nyhedsbureauer lige nu fra millionbyen af frygt for et militærangreb, efter at separatisterne fredag dræbte 23 soldater og grænsevagter, og Porosjenko svor, at det ville blive gengældt.

/ritzau/