Analytiker: Florida-skyderi er allerede en del af valgkamp

Skrevet af admin

13/06/2016

Mest læste i dag

Weekendens massakre på en natklub i Orlando i Florida, hvor 50 mennesker blev dræbt og 53 såret, er allerede en del af den amerikanske valgkamp, siger USA-analytiker Mads Fuglede.

- Især Donald Trump har meldt klart ud og har dermed bragt det ind som en central del af valgkampen.

- Om nogle dage vil vi have en idé om, om han har ramt en nerve i den amerikanske folkesjæl, eller om man synes, han går for langt i sine politiske udmeldinger på baggrund af det her, siger Mads Fuglede.

Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, var hurtigt ude efter massakren, der skete natten til søndag amerikansk tid.

- Jeg sætter pris på lykønskningerne om, at jeg havde ret i forhold til radikal islamistisk terror. Men jeg vil ikke ønskes tillykke. Jeg vil have styrke og hårdførhed. Vi skal tænke os godt om, skriver han blandt andet på Twitter.

Donald Trump har ligeledes kritiseret både præsident Barack Obama og den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, for ikke at sige ordene "radikal islam" i deres reaktioner på masseskyderiet. Trump har opfordret begge til at trække sig.

Skyderiet fylder alt i de amerikanske medier lige nu. De kommende dage vil det stå klart, hvilken betydning det har for præsidentkandidaterne, at massakren er blevet bragt ind i valgkampen.

- Normalt skal man være meget forsigtig med at politisere over tragedier, så det er usikker grund, han (Trump, red.) bevæger sig på. Men på den anden side er det ikke et normalt valgår, og på det her område ved Trump nok, hvad han gør.

- Der er en ret stor antiislamstemme i den amerikanske offentlighed, og den forsøger han at gøre til en del af sin valgkamp. Det er jo forståeligt nok, for det er den dagsorden, han hele tiden har haft, siger Mads Fuglede.

Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, har også reageret på masseskyderiet.

- Jeg vågnede til frygtelige nyheder fra Florida. Mens vi venter på yderligere informationer, er mine tanker hos dem, der er berørt af denne forfærdelige handling, lyder det på Clintons Twitter-profil.

Massakren i Orlando betegnes som det værste masseskyderi i USA's nyere historie. Præsident Barack Obama har kaldt angrebet for terror og har meldt ud, at det amerikanske flag skal flage på halvt af respekt for ofrene.

/ritzau/