Analytiker: Grækenland vil få svært ved at løbe fra gæld

Skrevet af admin

21/01/2015

Mest læste i dag

Grækenlands oppositionsparti Syriza vil få svært ved at leve op til løfterne i valgkampen om at genforhandle landets gældsaftaler med EU, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB).

Det siger chefanalytiker i Danske Bank Allan von Mehren.

- Det er klart vanskeligere end det, Syriza giver udtryk for. I en genforhandling af vilkår for Grækenlands lån står de primært overfor Tyskland, som ikke er indstillet på at lempe på kravene, siger Allan von Mehren til Ritzau.

Det radikale venstrefløjsparti Syriza med oppositionslederen Alexis Tsipras står til at blive ny regeringschef, når grækerne går til valgurnerne på søndag.

I valgkampen har Alexis Tsipras lovet de græske vælgere at gøre op med sparepolitikken.

Han vil ved genforhandling have løsnet den stramme livrem, som trojkaen EU, Den Internationale Valuta Fond (IMF) og Den Europæiske Centralbank har spændt ind på Grækenland for at redde landet fra bankerot.

Grækenlands hestekure er et vilkår for de store programmer, der med 250 milliarder euro har reddet landet fra bankerot.

De øvrige eurolande har medvirket i det økonomiske redningsprogram ved at garantere for nogle af lånene. I princippet er det andre europæiske skatteydere, der garanterer for nogle af de græske lån.

- Når regeringerne går ud og støtter med garantier, er det på vegne af borgerne. Det er deres penge, de bruger til at hjælpe Grækenland. Tyskland vil stå fast på, at der ikke skal lempes på vilkårene, siger Allan von Mehren.

På trods af redningspakker på milliarder af euro hænger Grækenland stadig i det økonomiske hængedynd.

Gælden er vokset til 175 procent af bruttonationalproduktet (BNP), ifølge euroreglerne må det højst være på 60 procent af BNP.

Underskuddet på de offentlige finanser er på 10 procent af BNP. Det er tre gange mere end euroreglernes grænse på tre procent.

Den økonomiske vækst er nu på to procent, men det er ovenpå en nedgang i bruttonationalproduktet på 20 til 25 procent.

Arbejdsløsheden er på 25,8 procent, og blandt de unge er det omkring hver anden, der ikke har noget job.

Det tyske magasin Der Spiegel skrev for nylig, at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, er klar til at lade Grækenland træde ud af eurosamarbejdet, hvis landet får en regering, som forkaster den nuværende sparepolitik.

/ritzau/