Analytiker: Landbruget kan accelerere Novozymes-vækst

Skrevet af admin

20/01/2015

Mest læste i dag

Novozymes præsenterede en organisk vækst på syv procent i det regnskab for 2014, som blev udsendt fredag.

Og ifølge aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank bør det vær realistisk at gentage bedriften og måske endda forbedre den de kommende år.

Han peger særligt to områder, hvor Novozymes har mulighed for at accelerere væksten.

- Man er først og fremmest afhængig af, at udvindingen af andengenerations biobrændstof på affaldsprodukter fra landbruget for alvor kommer i gang.

- Og så skal man hente betydeligt mere ud af det samarbejde med Monsanto, som man har indgået omkring biologisk landbrug med mikrobielle løsninger, siger analytikeren.

Netop partnerskaber er en del af virksomhedens fremtidige strategi. Man vil finde flere partnere, som kan være med til at løfte nye forretningsområder og markeder.

- Selv om Novozymes er et af de største danske selskaber, er det trods alt en lille spiller på globalt plan, og hvis man skal ind på nye områder som landbrugs- og sprøjteindustrien, vil man aldrig kunne løfte det selv, forklarer Morten Imsgard.

Ud over ikke have nået sit organiske vækstmål på ti procent skuffede Novozymes også en smule, hvad angår salg til vaskemiddelindustrien, hvor omsætningen kun voksede tre procent.

- Markedet ser ud til at være ramt af, at kunderne i større omfang køber billigt vaskepulver, som ikke indeholder så mange enzymer.

- Der ligger en opgave i at få overbevist producenter om, at deres produkters vaskeevne bliver forbedret kraftigt ved brug af enzymer, siger Morten Imsgard.

/ritzau/