Analytiker: Nordkoreas brintbombe ligner mere atombombe

Skrevet af admin

06/01/2016

Mest læste i dag

Selv om Nordkorea hævder at have foretaget en prøvesprængning af en brintbombe, så tvivler en dansk analytiker på, at der var tale om helt så kraftigt et våben.

- Vi kan se på richterskalaen, at det er en bombe af en anselig størrelse og sandsynligvis en atombombe. Men der er ikke noget, der umiddelbart peger på, at det er en brintbombe, siger Thomas Galasz Nielsen, analytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis.

Ifølge ham er en brintbombe så meget kraftigere end en almindelig atombombe, at den ville have givet et større udslag på richterskalaen, end den gjorde.

Rystelserne i Nordkorea måles til at være sammenligneligt med et jordskælv på 5,5 på richterskalaen.

- Det udslag, vi har set denne gang, svarer til de tidligere gange, hvor Nordkorea har affyret et atomvåben, siger Thomas Galasz Nielsen.

Også USA er skeptisk over for Nordkoreas melding om at have prøvesprængt en brintbombe, siger kilder tæt på regeringen ifølge nyhedsbureauet Reuters onsdag eftermiddag dansk tid.

De unavngivne kilder vurderer, at det mindst vil tage flere dage at få slået fast, hvilken bombe der faktisk blev testet.

Ifølge den danske analytiker kan Nordkorea have prøvesprængt en såkaldt boostet atombombe, som er en almindelig atombombe, der er tilført noget af det stof, der bruges i en brintbombe.

- Noget tyder på, at det er en videreudvikling af en atombombe og ikke en decideret brintbombe. Men det ved vi ikke noget om endnu. Det er jo et meget lukket land, så det er svært at sige præcis, hvad der er foregået, lyder det.

Thomas Galasz Nielsen vurderer, at Nordkorea har valgt at sprænge en kraftig bombe for at få omverdenens opmærksomhed.

- Nordkorea har følt sig negligeret igennem længere tid af andre begivenheder i verden, og ingen har rigtig talt om eller med Nordkorea. Det er et forsøg på at komme tilbage til fokus og det, de gerne vil, nemlig anerkendelse i det internationale samfund, siger han.

/ritzau/