Analytiker om gældskrise: Selvfølgelig bliver de enige

Skrevet af admin

16/10/2013

Mest læste i dag

Det er usandsynligt, at de amerikanske politikere ikke bliver enige om at hæve det amerikanske gældsloft og dermed undgå, at landet går i betalingsstandsning, siger Kim Fæster, senior makroanalytiker i Jyske Bank.

- Det vil have så store implikationer dels for den amerikanske økonomi og dels for verdensøkonomien og det finansielle system, at det er ganske svært at forestille sig, at det ender med betalingsstandsning, siger han.

Officielt er deadline for en ny aftale om at hæve gældsloftet torsdag. Men det forlyder ifølge Kim Fæster, at der er nogen milliarder i den amerikanske statskasse til at holde den gående et lille stykke tid endnu.

Ifølge Kim Fæster tyder aktiviteten på de globale aktiemarkeder også på, at der er udbredt tillid til, at republikanerne og demokraterne nok skal blive enige.

- Markederne har taget det usædvanligt roligt - der har slet ikke været optræk til nogen former for panik. Vi har blandt andet set, at aktiemarkederne har ligget omkring 1-1,5 procent under toppen, siger Kim Fæster.

Det hænger måske sammen med, at de amerikanske politikere tidligere er blevet enige om at hæve gældsloftet i absolut sidste øjeblik under stor dramatik.

- Vi så i august 2011, at de fik lavet en feberredning i absolut sidste sekund, og i december 2012 - eller rettere 1. januar 2013 - løste de også deres problem på et hængende hår, siger Kim Fæster.

- Der er en meget stærk tiltro til, at politikerne også denne gang får en løsning på plads, tilføjer han.

Det er den amerikanske kongres, der har bemyndigelsen til at hæve gældsloftet. Det har tidligere været en formssag af den indlysende grund, at USA skal være i stand til at betale sine regninger.

Republikanerne, som har flertallet i Repræsentanternes Hus, har imidlertid fremsat en række betingelser om ændringer af præsident Barack Obamas sundhedsreform og niveauet for offentlige udgifter for at ville stemme for en forhøjelse af gældsloftet.

Der er ifølge Reuters positive meldinger om, at det amerikanske Senat er rykket tættere på en aftale.

Men forslag skal godkendes i Repræsentanternes Hus, som kontrolleres af republikanerne og herefter også godkendes af præsidenten.

/ritzau/