Analytiker: »Rigtig beslutning at fyre Kolding«

»Jeg havde ikke set det komme.«

Dagens melding om Eivind Koldings afgang fra Danske Bank kom som en overraskelse fra analytiker i Alm. Brands Markets, Jesper Christensen.

Alligevel mener han, at det er et fornuftigt skridt fra landets største bank:

»Jeg kan godt følge dem, og jeg synes også, at når man ser deres begrundelse, at det peger positivt, og bestyrelsen anerkender, at banken nu er ude på den anden side,« siger Jesper Christensen.

I dagens børsmeddelelse skriver Danske Bank, at banken nu er på vej ind i en ny fase, og at det derfor er oplagt, at det er en ny type leder -  nordmanden Thomas F. Borgen -  der tager over. Og det kan der ifølge Jesper Christensen være god ræson bag.

»De periode, hvor Eivind Kolding var direktør, var en transitionsfase, og den er ligesom overstået. Strategien er lagt, kursen er sat og Eivind Kolding har leveret en rigtig stor indsats,« siger han og fortsætter:

»Men fremadrettet er det lidt mere næsen ned i plovfuren og en stærk operationel styring, der skal til. Og der har Kolding jo med sin shipping-baggrund ikke den store erfaring«

 

Dagens Gossip