Analytiker: SAS-spareplan er omfattende

Spareplanen i SAS var længe ventet, og der har været mange spekulationer om, hvordan den ville komme til at se ud.

Men ifølge senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank leverer SAS varen i årsregnskabet for 2013/2014. SAS har så at sige været gennem hele butikken med en lup.

- Spareplanen i SAS er omfattende og kommer rundt om rigtig mange områder i SAS, uden at det rigtig fører til afskedigelser. Spareplanen er på størrelse med det, der var ventet, siger Jacob Pedersen.

SAS skriver i regnskabet, at der skal spares for 2,1 milliarder svenske kroner med fuld effekt fra 2017. Det svarer til besparelser for omkring 1,6 milliarder danske kroner.

Pengene skal findes forskellige steder rundt i SAS-koncernen og der spares på alt fra husleje til lønomkostninger, siger Jacob Pedersen.

- Man vil sælge bygninger fra og leje i stedet for. Man vil have nedbragt omkostningerne på nogle lejemål og ud af nogle andre lejemål, siger Jacob Pedersen, som tilføjer at der også skal spares på indkøb, den kommercielle division og den tekniske forretning i SAS.

En del af produktionen lægges fra april 2015 over i selskabet Cimber, som SAS købte for nylig. Det letter omkostningerne for SAS, blandt andet fordi de ansatte i Cimber er billigere i drift.

Sammen med en lignende manøvre i SAS' finske selskab Blue 1 kan det spare SAS for 250 millioner kroner.

SAS meddelte allerede købet af Cimber tidligere på måneden, og det har ført til spekulationer om SAS barslede med lavprisselskab ligesom flere af de andre store europæiske ruteselskaber.

- SAS skal ikke til at have et lavprisselskab. Det har man ikke volumen til, og det kan man ikke konkurrere på.

- SAS skal have et selskab, som kan producere nogle af SAS' flyvninger væsentligt billigere. Det kan man i Cimber. I første omgang er det regionale flyvninger, man flytter ind i Cimber-regi, siger Jacob Pedersen.

Dertil kommer, at SAS planlægger effektiviseringer for 200 millioner kroner i SAS Ground Handling, som har været til salg gennem længere tid.

- Det havde jeg ikke regnet med, men det er så for at skabe et bedre udgangspunkt for den nye ejer, som man må formode, kommer til på et tidspunkt, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip