Analytiker: TDC betaler fair pris for norsk selskab

TDC har været presset på det danske marked, og derfor kan opkøbet af det norske kabel-tv selskab Get AS være en fornuftig vej til at skabe vækst for den danske telekoncern. Prisen på 12,5 milliarder kroner er rimelig.

Det vurderer Michael Friis Jørgensen, der er aktieanalytiker hos Alm. Brand Markets, efter at TDC mandag har meddelt, at det køber det norske selskab Get AS, der har omkring en halv million kunder i Norge.

- Prisen er omtrent på det niveau, som man prissætter operatører inden for kabel-tv. Inklusive synergier er det en ganske fornuftig pris. Det er ikke billigt, men heller ikke for dyrt, vurderer Michael Friis Jørgensen.

TDC har i den seneste tid været udfordret af en intensiv priskrig fra flere af konkurrenterne på det danske marked, og derudover har TDC tabt nogle store kontrakter på erhvervsområdet. Opkøbet af Get AS kan derfor måske være vejen til vækst.

- Rationalet er måske, at hvis der skulle vækst ind i TDC igen, så kunne opkøb være en vej. En anden grund kan være, at kabel-tv er et forholdsvis attraktivt aktiv, hvor der stadigvæk er vækst, siger Michael Friis Jørgensen og fortsætter:

- Købet giver derudover mulighed for synergier. Det giver blandt andet mulighed for rabatter, når man skal ud og forhandle tv-rettigheder, så forretningsmæssigt er det her ikke nødvendigvis et dårligt køb.

Han vurderer dog, at der er visse usikkerheder forbundet med kabel-tv, hvis man spejder ud i fremtiden.

- Der er et vis pres på den forretningsmodel fra Netflix og andre operatører, hvis man kigger 10 år frem. Kommer der en revolution, og vil Netflix vokse sig endnu større, spørger Michael Friis Jørgensen.

Tidligere har der været rygter om, at TDC ville indgå i en konsolidering på det nordiske telemarked, men med opkøbet af Get AS er disse rygter sparket langt ud af stadion, vurderer Michael Friis Jørgensen.

- Nu bliver det i hvert fald svært for Telenor, som tidligere har været nævnt som en kandidaterne, da Telenor driver en af de største kabel-tv forretninger i Norge. Så det kan ikke lade sig gøre, at de to selskaber smelter sammen. Det vil konkurrencemyndighederne ikke tillade, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip