Analytiker: Vestas har leveret varen

Skrevet af admin

20/08/2014

Dagens topnyheder

Der er medvind på alle parametre i halvårsregnskabet fra vindmøllekoncernen Vestas, der også opjusterede forventningerne til hele årets overskud.

Regnskabet bliver offentliggjort, dagen før topchef Anders Runevad kan fejre et år ved styrepinden i den danske vindmøllekoncern, og han har i den grad leveret varen, siger senioranalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen.

- De har præsteret et indtjeningsniveau, som vi ikke har set meget længe fra Vestas. Det er blandt andet på grund af en god produktionsøkonomi. Endvidere er der styr på fabrikkerne, og de er blevet dygtigere og mere effektive til at producere møllerne og fundet ud af, hvordan de køber billigst og bedst muligt ind, så kvaliteten er i orden.

- Det er en flerhed af ting, som gør, at Vestas kan præsentere en stærk indtjening. Anders Runevad har i den grad indfriet forventningerne, siger Jacob Pedersen til Ritzau.

Analytikeren tilføjer, at man også skal huske på, at de bolde, som Anders Runevad dribler i mål, nu er bolde, som det tidligere ledelsesteam med Ditlev Engel i spidsen sparkede langt op ad banen.

- Men det er ikke bolde, som, man bare kan regne med, kommer i mål af sig selv. Det skyldes et stort arbejde fra Anders Runevad.

- Ikke bare i forhold til at få afsluttet den store omkostningsplan, som Vestas kørte på det tidspunkt, hvor han blev ansat, men også til at igangsætte en ny plan, og det har man jo gjort nu.

- Det er den, som vi hen over de næste par år for alvor kan begynde at give Anders Runevad karakter på, siger Jacob Pedersen.

Det, Anders Runevad vil blive målt på, er, om Vestas kan holder fast i den høje ordretilgang og kommer tættere ind omkring kunderne.

- Formår Vestas at vokse, og kan Anders Runevad skabe den stabilitet omkring Vestas, som har været et mantra, lige siden han satte sig i direktørstolen for et år siden? siger Jacob Pedersen.

Vestas kom ud af årets andet kvartal med et overskud før skat på 126 millioner euro, som svarer til cirka 957 millioner danske kroner.

Resultatet er skabt på baggrund af en omsætning på 1,34 milliarder euro svarende til 10,2 milliarder danske kroner. Det er en fremgang på 13 procent i forhold til samme periode året før.

/ritzau/