Analytiker vil endnu ikke erklære OW Bunker for død

Skrevet af admin

06/11/2014

Dagens topnyheder

Det har i sandhed været en mørk torsdag for den danske virksomhed OW Bunker, der balancerer på randen af konkurs efter enorme tab på eksisterende kontrakter kombineret med omfattende svindel i et datterselskab.

Samtidig har selskabets banker sagt nej til at smide en livline til den nordjyske virksomhed.

Alligevel er det for tidligt at konkludere, at ingen aktionærer vil være villige til at give selskabet endnu en chance, mener Per Hansen, der er investeringsøkonom ved Nordnet.

- Man kan ikke udelukke noget som helst på nuværende tidspunkt, for ingen ved reelt, hvad der foregår, siger Per Hansen.

Den første opgave bliver ifølge investeringsøkonomen at finde ud af, hvor stort tabet er.

Først herefter vil det stå klart, om der er basis for at drive forretning.

- Og så må man finde ud af, om der er noget risikovilligt kapital, man kan få tilført, for ellers kan man ikke køre forretningen videre, siger Per Hansen.

Det bliver dog uden tvivl op ad bakke, understreger han.

- Problemet er, at det her handler om tillid, og den tillid er væk. Man har tabt penge, og så har hele processen vist, at man ikke har styr på tingene. Det er ikke nogen god cocktail, siger Per Hansen.

/ritzau/