Analytiker: Washington-splid trækker USA's vækst ned

Skrevet af admin

17/10/2013

Dagens topnyheder

Det er en tung klods om benet på den amerikanske økonomi, at de amerikanske politikere har svært ved at forhandle en permanent budgetaftale på plads.

Usikkerheden trækker nemlig væksten i USA ned, siger chefanalytiker Johnny Bo Jakobsen fra Nordea, efter de politiske partier i Washington natten til torsdag fik en midlertidig budgetaftale på plads umiddelbart før, at USA ville have ramt gældsloftet.

- Jeg er bange for, at den indgåede aftale ikke skaber klarhed på de finansielle markeder og hos de amerikanske husholdninger og virksomheder, siger Johnny Bo Jakobsen.

Aftalen, som efter et langvarigt tovtrækkeri blev godkendt af både Demokraterne og Republikanerne, løser de akutte problemer, så USA undgår betalingsstandsning i denne omgang.

Men aftalen løber i første omgang kun frem til medio januar 2014 og suspenderer gældsloftet til den 7. februar.

Dermed har politikerne blot udskudt pinen frem for reelt at løse problemerne med en permanent aftale, mener Johnny Bo Jakobsen.

- Forløbet peger for mig på, at den største forhindring for mere vækst i den amerikanske økonomi er den politiske situation i Washington.

- På den helt korte bane er aftalen positiv, men det tegner ikke godt på den længere bane, at de amerikanske politikere ikke er i stand til at tage hånd om de her problemer på en mere ansvarlig måde, siger chefanalytikeren.

Han mener, at det betyder stor usikkerhed for de amerikanske virksomheder, at de ikke aner, hvordan finanspolitikken tegner sig på længere sigt.

- Den usikkerhed er bestemt ikke befordrende for virksomhedernes lyst til at sætte nye investeringer i gang og ansætte folk, siger Johnny Bo Jakobsen.

Mens de amerikanske aktier onsdag lukkede med små plus, så åbnede de største danske aktier i C20-cap med et lille minus og lå efter omkring en times handel til et fald på 0,2 procent.

Ifølge Kim Fæster, senior makroanalytiker i Jyske Bank, viser en beregning, at den lidt mere end to uger lange nedlukning af det amerikanske statsapparat har kostet 24 milliarder kroner i tabt produktion. Det udgør lidt over en promille af amerikansk BNP.

/ritzau/