Analytikere: B&O-køber bør punge ud med 4,3 milliarder

Skrevet af admin

27/11/2015

Mest læste i dag

Hvis en ekstern købers indledende flirt skal blive til et fast forhold med Bang & Olufsen, bør det koste mindst 4,3 milliarder kroner - eller 100 kroner per aktie.

Det vurderer Danske Bank efter torsdagens meddelelse om en mulig overtagelse af B&O. Danske Banks analytikere, der følger B&O's aktie, løfter kursmålet for aktien til 95 kroner fra 70 kroner, oplyser banken.

- Vi mener fortsat, at der er fin værdi i B&O stående alene, men hvis den indledende dialog bliver til et salg af hele eller dele af B&O, vil det give værdi på den korte bane, skriver banken ifølge Ritzau Finans.

B&O-aktien steg torsdag over 30 procent, men falder fredag 3,5 procent til 70 kroner. Dermed er selskabets nuværende markedsværdi på omkring tre milliarder kroner.

Struer-koncernen oplyste torsdag eftermiddag, at det har modtaget "visse indledende henvendelser vedrørende en potentiel offentliggørelse af et købstilbud".

Elektronikproducenten har derfor indledt en dialog for at undersøge og analysere substansen af henvendelserne.

- Den igangværende dialog vil muligvis føre til et købstilbud på hele eller dele af den udstedte aktiekapital i Bang & Olufsen. Der er ingen sikkerhed for udfaldet af diskussionerne, eller for at der offentliggøres et købstilbud overhovedet, skrev selskabet.

Hverken topchef Tue Mantoni eller bestyrelsesformand Ole G. Andersen ønskede torsdag at give yderligere kommentarer over for Ritzau Finans.

/ritzau/