Anbefaling til politikere: Mere i løn - mindre i pension

En lønstigning til landets politikere kan være på vej, hvis anbefalingerne fra Vederlagskommissionen følges. Til gengæld skal politikerne finde sig i at blive beskåret markant på pensionen.

Det var helt som ventet de anbefalinger, som Vederlagskommissionen kom med mandag. Allerede tidligere på måneden var den konklusion blevet lækket til dele af pressen.

Kommissionen har set på lønnen for i alt 320 fuldtidspolitikere, deriblandt folketingspolitikere og borgmestre, siger kommissionens formand, Michael Christiansen.

- Politikernes løn har humpet efter de offentlige lønninger. De offentlige chefers lønninger er steget væsentlig hurtigere, fordi der er givet langt flere individuelle tillæg.

- Det har ført til, at de offentlige chefer er steget meget, og det har skabt et stort lønefterslæb, siger Michael Christiansen.

Den nuværende ordning for politikerne koster 395 millioner kroner om året. Hvis anbefalinger følges, er den samlede pakke på 394 millioner kroner.

For nylig løb Socialdemokraterne, Venstre, De Radikale, SF og De Konservative fra deres musketered om at støtte kommissionens anbefalinger uanset hvad. Det skete, efter at Politiken lækkede, at folketingspolitikerne ville få 15 procent mere i løn.

Folketingsmedlemmer bør få en lønstigning fra 685.871 kroner om året til 869.617 kroner om året, anbefaler kommissionen.

Men det er især landets borgmestre og regionsformænd, som kan se frem til en stor lønstigning, skulle anbefalinger blive fulgt. Der anbefales en lønstigning på 30,5 procent til begge parter.

- De fleste kommunaldirektører får i dag dobbelt så meget i løn, som deres borgmestre. Det gjorde de ikke for 20 år siden. Dengang fik de nogenlunde det samme. Er det klogt? Det er en overvejelse, man må gøre sig, siger Michael Christiansen.

Han vil gøre op med det omstridte eftervederlag til politikerne.

- Vi har ikke fundet noget tegn på, at man bliver et ringvrag af at være i politik. Politikere finder andre job eller går på pension som andre i samfundet.

- Derfor er der er ikke noget belæg for at fastholde en ordning, som giver efterløn i en periode, som ligger langt ud over, hvad topchefer får, siger Michael Christiansen.

Kigger man på den samlede pakke, så er det kun menige folketingsmedlemmer, borgmestre i kommuner med 80.000 indbyggere eller derover samt overborgmesteren i København, der får mere i vederlag.

/ritzau/

Dagens Gossip