Ancelotti efter Real-fest: Det var en holdpræstation

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

Gareth Bale, Karim Benzema og Cristiano Ronaldo sprudlede og scorede to mål hver, da Real Madrid onsdag aften nedlagde Schalke 04 med 6-1 og spillede sig tæt på kvartfinalerne i Champions League.

Selv om stjernetrioen tegnede sig for alle målene i udekampen, så vil træner Carlo Ancelotti ikke fremhæve nogen af dem.

- Holdet er det vigtigste. Det var en fantastisk præstation, og det er svært at udpege nogen, for alle gjorde det godt, siger Ancelotti til TV3+.

Det lykkedes kun at få italieneren til at sige meget lidt om de tre målscorere.

- De var meget gode, men som jeg sagde, så arbejder holdet også for at give dem chancerne for at score. De tre arbejder også defensivt, så der er en god balance på holdet, siger Ancelotti.

Real Madrid har ikke spillet på samme høje niveau tidligere på sæsonen, men træneren har en god forklaring på, hvorfor holdet gør det så godt lige nu.

- I begyndelsen af sæsonen havde vi problemer med balancen på holdet, nu har vi fundet den og arbejder som et hold. Det er det vigtigste i fodbold, siger han.

Ancelotti vurderer samtidig, at Real Madrid-holdet har gode chancer for at ramme de samme høje tangenter endnu en gang.

- Det håber jeg. Det arbejder vi på, siger han.

Der er returkamp i Madrid om tre uger.

/ritzau/