Ancelotti nedtoner Ronaldos skade

Real Madrid-superstjernen Cristiano Ronaldo måtte med lårproblemer lade sig udskifte i tirsdagens kamp mod Atlético Madrid.

1-1-opgøret var det første af to om den spanske Super Cup, og Ronaldo udgik i pausen, men Real Madrid-træner Carlo Ancelotti tror ikke, skaden er alvorlig.

Portugiseren havde i sidste sæson ellers en del problemer med diverse skader.

- Han mærkede noget i første halvleg og følte sig ikke komfortabel. Vi skal undersøge ham onsdag, men det virker ikke som om, at det er noget alvorligt, siger Ancelotti.

Det er dermed uvist, om Ronaldo bliver klar til returkampen på fredag.

Real Madrid var på hjemmebane i den første kamp, og det var Ronaldos afløser, VM-topscorer James Rodriguez, som bragte værterne foran 1-0 med små 10 minutter tilbage af kampen.

Gæsternes Raul Garcia fik dog udlignet til 1-1, og dermed har Atlético Madrid sikret sig et godt udgangspunkt inden returkampen på hjemmebane.

Atlético Madrid vandt det spanske mesterskab i sidste sæson, mens Real Madrid vandt pokalturneringen.

De to klubber mødtes også i Champions League-finalen. Her sejrede Real Madrid.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip