Ancelotti og Madrid-ledelsen skal tale fremtid snart

Skrevet af admin

22/05/2015

Dagens topnyheder

Real Madrids cheftræner Carlo Ancelotti erkender, at han ikke ved, om han har en fremtid som træner for den spanske storklub.

Det sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP på et pressemøde fredag.

Real Madrid slutter lørdag sæsonen af i den spanske liga med en kamp mod Getafe, og det bliver en sjælden sæson uden trofæer for Real Madrid.

Ancelotti førte klubben til tops i Champions League og pokalturneringen i sidste sæson, men denne sæsons manglende resultater har ført fyringsrygter med sig.

I denne uge er spanske medier løbet over med rygter om, at han i næste sæson bliver afløst af Napoli-træner Rafael Benitez.

- Vi har stadig ikke talt sammen. Jeg har ikke talt med klubbens ledelse, og den har heller ikke henvendt sig til mig. Indtil nogen fortæller mig noget andet, forventer jeg stadig at være træner i denne klub, siger Carlo Ancelotti.

- På søndag eller mandag skal vi mødes og tale om min og klubbens fremtid, siger han videre.

Indtil årsskiftet gik det godt for Real Madrid, men holdet faldt sammen i ligaen i februar og marts. Real Madrid røg også ud af den spanske pokalturnering og tabte semifinalen i Champions League til Juventus.

- Hvis klubben skifter træner, så gør det ikke noget. Mit ønske er at fortsætte som træner her, men hvis jeg ikke skal fortsætte, vil jeg stadig have haft to fantastiske år. Dem kan ingen tage fra mig, siger Ancelotti.

I spanske medier forlyder det, at spillerne står bag Ancelotti, men det faktum nedtoner han selv, for spillerne har ingen magt i den slags beslutninger.

- Hvad spillerne synes er personligt og ikke noget, som klubben behøver at tage hensyn til, siger træneren.

Real Madrid slutter trods alt på andenpladsen i den spanske liga.

/ritzau/