Ancelotti om fremtid i PSG: Fifty-fifty

Alt er dog indtil nu kun rygter og spekulation, selv om nogle at leddene i den europæiske trænerrokade er mere holdbare end andre.

Således har Real Madrid henvendt sig til de franske mestre med et ønske om at hyre Carlo Ancelotti, der har en aftale med PSG, der rækker frem til juni 2014. Det sagde præsidenten for den stenrige franske klub, Nasser al-Khelaifi, i hvert fald i mandags ifølge Reuters.

Men den lige nu så succesrige italienske træner har slet ikke talt med sin franske klub om fremtiden endnu. Det sker nemlig først fredag.

- Jeg har ikke talt med klubben endnu. Vi har aftalt et møde fredag, og så må vi se. Jeg vil gerne fortsætte, hvis det er muligt, siger Carlo Ancelotti således ifølge den franske sportsavis L'Equipe.

Dermed er den italienske træner, der netop har gjort PSG til fransk mester for første gang siden 1994, dog ikke sikker på, at hans nærmeste trænerfremtid foregår i Paris. For der er nogle ting, Ancelotti vil have afklaret i sin samtale med PSG-ledelsen fredag, inden han lægger sig fast på at blive i den franske hovedstad.

- Jeg ønsker at forstå, hvad der skete i løbet af sæsonen. Der skete noget efter vores nederlag til Stade Rennes og igen efter nederlaget til Nice, siger Ancelotti.

Det 'noget', der skete, skulle ifølge Reuters være, at klubbens ejer fra oliestaten Qatar Sheikh Tamim bin Hamad al-Thani havde truet med at fyre Carlo Ancelotti, da PSG efter nederlaget til Nice lå nummer fire i tabellen.

- Mere præcist ønsker jeg at forstå, om jeg er her for at være del af et projekt eller bare for at skaffe et resultat. Jeg vil vide, hvad der skete i denne sæson, og hvad der vil ske i fremtiden, siger Carlo Ancelotti til L'Equipe.

Sagt med andre ord vil den italienske cheftræner have klarhed for, om han fremadrettet kan risikere en fyring, hvis det ikke lige går efter ejerens hoved i en periode, eller om han kan få lov til at fortsætte arbejdet med at udvikle det franske tophold endnu mere, uden at have en trussel om en pludselig afskedigelse hængende over hovedet hele tiden.

Om det kan lade sig gøre at komme frem til sådan en klarhed på fredagens møde, er bestemt ikke sikkert, hvis man ser på Carlo Ancelottis egen vurdering af, om han bliver hos Zlatan Ibrahimovic og alle de andre spillere i PSG, eller om han forlader skuden et år før tid.

- Det er fifty-fifty, som det ser ud lige nu. Jeg passer godt ind, og jeg er ikke én, der ønsker forandring, siger Carlo Ancelotti ifølge L'Equipe.

Men han finder sig tydeligvis heller ikke i hvad som helst.

I øvrigt nævnes Michael Laudrup som et emne i Real Madrid, hvis spanierne ikke kan få Ancelotti, og hvis Mourinho altså forlader klubben, som rygterne om den store europæiske træner-rokade påstår. Men det er en helt anden historie, som selvfølgelig også skal tages med de forbehold, der nu en gang knytter sig til disse spekulationer.

Dagens Gossip