Ancelotti: Ronaldo længes efter at blive sluppet løs

Skrevet af admin

25/02/2014

Mest læste i dag

Real Madrid-stjernen Cristiano Ronaldo kan næsten ikke vente med at gøre comeback for den spanske storklub.

Den portugisiske angriber fik den 2. februar tre spilledages karantæne efter en udvisning i den spanske liga mod Atletico Bilbao. Bortset fra en pokalkamp mod Atlético Madrid den 11. februar har Ronaldo ikke været i aktion siden.

Cristiano Ronaldo glæder sig derfor til at blive sluppet løs onsdag aften i Champions Leagues 1/8-finaler ude mod Schalke 04.

- Han er meget motiveret, for han vil rigtig gerne spille, siger Real Madrid-træner Carlo Ancelotti.

- Han var bestemt ikke glad for at blive placeret på sidelinjen, men han har forberedt sig godt i perioden, og hans fysiske og psykologiske form er optimal, siger Ancelotti.

Topholdet fra den spanske liga har det normalt ikke godt, når klubben besøger tyske modstandere i de europæiske klubturneringer. Det er blot blevet til en enkelt sejr og hele 18 nederlag i 25 kampe.

Carlo Ancelotti forventer også en problematisk onsdag aften i Gelsenkirchen.

- Det bliver en meget intens kamp.

- Vores modstandere vil gøre alt for at vinde, og de har meget kvalitet og er godt organiseret. Vi skal spille op til vores bedste for at vinde, siger italieneren.

/ritzau/