Andelsboliger hives ind i skandalesag om skatterod

Skrevet af admin

20/12/2013

Mest læste i dag

Et alternativt flertal i Folketinget - uden om regeringen - kræver nu en løsning i sagen om de fejlfyldte ejendomsvurderinger, der også tager hånd om de cirka 200.000 andelsboliger i Danmark, skriver Berlingske.

Andelshavere skal sidestilles med boligejere, der har betalt for meget i ejendomsskat på grund af de udskældte vurderinger, lyder kravet fra blå blok samt Enhedslisten.

Dermed skal ejere af andelsboliger kunne kompenseres, hvis de er ramt af for høje vurderinger.

Kravet kommer, efter at Berlingske har undersøgt Rigsrevisionens beretning fra august, der har afdækket omfattende fejl i Skats offentlige ejendomsvurderinger. Avisen har også talt med Peder Juul Madsen, som står bag beretningen:

- Der er ikke noget i vores beretning, der peger på, at Skats vurderinger af andelsboligforeninger er mere præcise end vurderinger af ejerboliger, siger han til Berlingske.

Sagens kerne er, at Rigsrevisionen har undtaget andelsboligerne fra en statistik med vurderinger af erhvervsejendomme, hvor de normalt hører under.

Det har givet anledning til at tro, at andelsboliger ikke har de samme problemer som ejerboliger med for høje vurderinger.

Claus Pedersen, skattepartner i KPMG, beskylder regeringen for at være gået ud med nogle "misvisende" konklusioner i sagen.

- Man får det indtryk, at andelsboligforeninger ikke er ramt af for høje vurderinger, fordi de i sådanne sammenhænge omtales som erhvervsejendomme. Men der er intet faktuelt eller statistisk, der kan underbygge, at fejlmængden skulle være lavere end på boligområdet, siger han til Berlingske.

Skatteminister Jonas Dahl (SF) skriver i en mail til Berlingske, at andelsboligejere kan klage, når det nye vurderingssystem er på plads.

I sin beretning fra august kritiserede Rigsrevisionen blandt andet, at Skats vurdering af parcelhuse i tre ud af fire tilfælde i 2011 ikke stemmer overens med de priser, som husene blev handlet til.

De fejlbehæftede vurderinger betyder for tusindvis af boligejernes vedkommende, at de har betalt for meget i skat, mens andre har betalt for lidt i skat.

/ritzau/